Træning – hjælp til selvhjælp

Træning – Hjælp til selvhjælp

Hvis en person igen selv kan tage sokker på, smøre sin mad, gå på toilettet eller på anden måde er blevet selvhjulpen, fordi vedkommende har fået styrket muskulaturen og forøget sin førlighed i benene, på grund af at personen har trænet eller er blevet aktivt mobiliseret under en indlæggelse, vil man så ikke tale om en gevinst?

En gevinst først og fremmest for borgeren og de ældre, der er blevet selvhjulpne i forhold til at tage sokker på og dernæst for de personer – om nogen – der har hjulpet. Men også det offentlige har glæde af personer med f.eks. nedsat førlighed i benene får forøget mobiliteten igen, da dette reducerer omkostninger, men tør og kan kommunerne investere i løsninger, der behæftet med synlige udgifter, men umiddelbart usynlige besparelser.

I nogle kommuner våger man pelsen, og sørger for at f.eks. træningscykler stilles til rådighed for enkle borgere i eget hjem, da man tydeligvis kan konstatere, at daglig motion eller flere gange ugentligt gør en forskel for den enkelte borger.
I andre kommuner gør man ikke, men holder sig til regler, om at der ikke bevilliges penge til træningsløsninger jf. paragraf 666 i serviceloven??

Og da det er op til kommunen, at forvalte pengene og loven, må vi som virksomhed erkende, at lovgivningen ikke tilgodeser hverken det enkelte individs interesser eller samfundets langsigtede interesser,  om at gøre borgeren mere selvhjulpen og dermed bidrage til det enkelte individs livskvalitet.

Kan vi som samfund være bekendt ikke at fortælle borgerne at de selv kan gøre noget for at hjemmerehabilitere og styrke kroppen ved hjælp af træning?