lemco-rehab-traeningscykler-handicap-kørestol

Klik & Bestil Online

Specialist i kørestolsbrugere

&

Og gangbesværede

mand med stokdame med stok

En spastikers erfaringer med træning

En spastikers erfaringer med træning2017-04-13T17:12:25+00:00

Spasmeknuser erfaringer fra en spastiker

Cykling er blevet en daglig rutine for Tor

Tor kalder sig selv superspasseren, og hans gode humør danner inspiration og glæde, hvorhen han ruller...

Artiklen i spastikeren fra Juni 2006, fortæller lidt om hvordan træning hjælper Tor,

Vi bringer her uddrag af artiklen:

“Tor Martin mandrup-Møller er 35 år og spastiker. Han har gennem tiden lavet mange forskellige projekter, bl.a. kørt Tour de Elstol fra Århus til København og senest udgivet en musik-CD. En af de ting, der holder ham igang, er den fysiske træning”

En halv time på cyklen hver dag giver fornyet energi, mener Tor Martin Mandrup-Møller

“Jeg boede hjemme hos min far og mor til mit 21. år. Mine forældre har altid gjort en masse for at motivere mig – både for at træne og for at komme ud og se så meget som muligt. Hjemme ved mine forældre havde vi en trappe fra stueetagen til 1. sal. Jeg skulle helst gå op og ned af denne trappe, mens min far eller mor støttede mig og gik bagved. Så træning var noget der lå i hverdagen i kraft af hvordan huset og tilværelsen nu så ud. Jeg husker engang, at min sagsbehandler kom hjem til os. og vi snakkede om, at jeg skulle have en elevator til 1. sal til over 200.000 kr. Men min mor og far holdt fast i at vi bare skulle have et håndtag, så jeg kunne få en bedre holdning, når jeg gik op ad trappen. Sådan blev det, og de husker det stadigvæk i Tårnby Komune: Familien der sagde nej til en elevator.

Derhjemme havde jeg også en cykel, og cyklen samt trappen blev min mors og fars daglige øvelser fem minutter ad gangen, når de havde tid og var med til at holde mig i form. Jeg gik selvfølgelig også i børnehave, og det var på CP klinikken på Hans Knudsens plads, hvor der var en masse fysio og ergoterapeuter. Da jeg blev ældre startede jeg desuden i et motionscenter i Dragør. Det var første gang jeg syntes det var fedt at træne, for det var ligesom at dyrke sport.

Idag bor jeg i Århus, har en hjælperordning som jeg er meget glad for, da det giver mig mulighed for at leve et for mig normalt liv med venner, hjælpere familie og bekendte.

Træning skal være sjovt Tor skriver om sin holdning til træning af CP børn, med bl.a. Doman-metoden. Den fulde tekst kan rekvireres hos spastikere.

Andre udfordringer I 1989 flyttede jeg på Egmont Højskolen, hvor jeg stort set holdt op med at træne bortset fra min ugenilige fysioterapi. Jeg gad simpelthen ikke træne mere. Der var en masse andre udfordringer i mit liv, bl.a. venner, værtshuse og min egen seksualitet, og iøvrigt alle de ting, man lærer ved at være væk fra sine forældre og gå på højskole. Jeg skulle f.eks. lære at være selvstændig og tage kontakt til andre mennesker, bl.a. offentlige myndigheder. Så der var – blot i en anden form – træning i sig selv, der nok gjorde mig til et mere helt menneske. Efter Egmont Højskolen var jeg på forskellige institutioner, hvor jeg bl.a. lærte at sætte grænser og styre mit eget personale. Så meget fysisk træning blev det heller ikke til der.

Nu sidder jeg så i 2004 og har haft min hjælperordning i otte år, hvoraf jeg har motioneret de sidste fire år, fordi det er nødvendligt at holde sig i form, når man sidder i kørestol 18 til 19 timer i streng. Når man f.eks. skal have en vagtplan og have check på alle dagligdagens ting, er det nødvendigt at træne for at tænke klart. Træning er nemlig vigtig for hjernevirksomhedens, blodomløbets og velværets skyld og kan eventuelt forebygge smerter ved meget fastlåste stillinger.

Derfor købte jeg en spasmeknuser

Derfor har jeg købt en LEMCO Activ træningscykel. ( Red. vores tidligere udgave ). Jeg har i en del år ikke kunne cykle, fordi mine ben var blevet for stive. Men med LEMCO cyklen kan jeg få den daglige motion, og mine hjælpere undgår løft, idet jeg blot kører ind bagved den stationære træningscykel, får fødderne spændt på pedalerne og cykler rundt. En LEMCO cykel er elektrisk, og man anbefaler træningsperioder på ca. 1/2 time om dagen. Min egen træningsmetode er at starte med at lade cyklen varme mine ben op for dernæst at slå strømmen fra, og selv træde rundt, og når mine ben bliver trætte, slår jeg strømmen til igen, så benene bliver bevæget.

Jeg har som spastiker levet med koordinationsvanskeligheder hele livet, men efter en cykeltur er det nemmere at holde styr på tingene inde i hovedet, og jeg får afspænding i knæ og hofter. Derfor tror jeg, at min træningscykel i fremtiden måske vil hjælpe mig til at undgå kredsløbsafhjælpende operationer samt hofte og knæoperationer.

Udover at træne på min cykel en halv time hver dag, går jeg både til svømning, fysioterapi og ridning og har det godt med det, fordi jeg selv er motiveret for det og ikke bare gør det fordi nogen har bedt mig om det.

Motivationen skal komme indefra

Sammenfattende har mine erfaringer rmed at sidde stille i så mange år givet mig en naturlig motivation for at træne.

Denne reaktion har været vigtig for mig, fordi jeg mærkede ulemperne ved at sidde stille på min egen krop. Derfor er det efter min opfattelse ikke så problematisk, hvis børn nogle gange ikke gider at træne, for de vil senere erfare, at de uden træning bliver dårligere stillet fysisk. Det vil give dem et naturligt afsæt for at gå i gang med at tage et ansvar for dem selv.

Til sidst vil jeg påpege behovet for offentlig støtte til træningshjælpemidler for folk over 18 år. Mit gangstativ og min LEMCO Cykel tror jeg er med at udsætte og i visse tilfælde undgå operationer, som samfundet ellers bruger mange penge på. Derfor var det måske en bedre idé nogle gange at ordinere et træningshjælpemiddel i stedet for en operation, men motivation fra det enkelte menneske skal stadigvæk være der.

Sundhedsstyrelsen anbefaler jo en halv times daglig motion til såkaldt almindelige mennesker. Jeg ved godt at de ikke får støtte til motionscentre, men når vi skal op og betale mange tusinde kroner for et hjælpemiddel, burde vi få støtte på grund af dets forebyggende funktion.

Tor har cyklet på sin spasmeknuser dagligt siden 2003 !

Tor Martin Mandrup Møller, fortæller om Spasmeknuseren

Tor Martin Mandrup Møller er spastiker og har cyklet siden 2003 på LEMCO Activ. Han skrev og fortalte om sine oplevelser. 

Jeg har haft nogle venner til at prøve cyklen, deriblandt to spastikere og en med rygmarvsbrok (han er lam fra lnden og nedad), som ikke plejede at kunne mærke noget i sine ben, sagde pludselig at han kunne mærke at hans ben havde været bøjet. De to andre – virkelig spastikere – udtrykte ønske om “bare vi havde sådan en”

Det er nemlig sådan at kommunerne ikke har tradition for at bevilge vedligeholdelseshjælpemidler / træningshjælpemidler, sagt på en anden måde, kommunen vil bevilge de ting der gør at vi kan komme ud af sengen og at vi kan være mobile, men altså ikke hjælpemidler til eksempelvis vedligeholdelse af blodomløbet og muskelstyrke.

Jeg selv har cyklet ca. 20 minutter om dagen, hver dag. Det skal siges at jeg har ikke cyklet siden 1989, og mine ben har været svære at bøje. Nu kan jeg altså cykle på en cykel og få varme ben og fødder, og føler mig i det hele taget godt tilpas.

Så det er bare en god oplevelse.

Jeg har lavet et slogan til jer – der er flere på vej – men I får de første her:

  1. “Kør dig glad med en cykel fra Lemco,
    så kan der rigtig komme klem på”
  2. “Få en cykel fra Lemco hjem i stuen
    – det ville glæde fruen”
  3. har du nok af fedt og slappe muskler,
    så få en cykel fra LEMCO til at gi’ dig en rusker

Kærlig hilsen Tor

Dem der kender Tor, kan lige se ham sige dette med sit store dejlige smil…

Tor Martin Mandrup Møller, fortæller om Spasmeknuseren

Tor kalder sig selv superspasseren, og hans gode humør danner inspiration og glæde, hvorhen han ruller…