Vand i benene blev cyklet væk

Vand i benene blev cyklet væk2018-08-28T18:58:13+00:00

Træningscykel til både arme og ben.

Læs Henriettes erfaringer med LEMCO Combi Bike

”Det sker da ALDRIG for mig”.

”Det sker da ALDRIG for mig”. Lige netop den sætning, fløj gennem hovedet på mig, da jeg som nytilskadekommen paraplegiker sad på Paraplegien i Viborg og fik den obligatoriske formanende brandtale om tryksår, sen-skader og vigtigheden i at passe på sin krop, som var den et tempel eller en hellig ko.

Combi Erfaringer Paraplegi

Men alle de velmenende, formanende og ikke mindst lærerige ord, måtte vige pladsen for den ene og  altoverskyggende sætning der huserede i min hjerne : ”Det sker da ALDRIG for mig” .

Erfaringer LEMCO combi Bike

Få måneder forinden, d. 4 August 2001, blev mit ellers så velfungerende liv, med mand, 2 skønne døtre på 4 og 10 år, eget hus, godt arbejde og alt hvad man ellers kan ønske sig af livet, pludselig vendt op og ned og benene blev bogstavelig talt; ”revet væk under mig”.

Jeg var passager i en bil som forulykkede, og pådrog mig derved en komplet paraplegi, dvs. at jeg på et splitsekund befandt mig i mit livs mareridt, Jeg var blevet lam fra navlen og ned, med alt hvad dermed følger…….Men denne hellige ko havde absolut ikke tænkt sig, at lade livet passere revy, alt imens ærteposer og  peddigrør  fløj om ørene på hende. Så for ikke at hensynke i selvmedlidenhed og selvdestruktive tanker, tog jeg, allerede inden Falck folkene havde skåret mig ud af bilen, en beslutning; Jeg ville bevise for både mig selv og resten af befolkningen, at sorg og smerte kan besejres med det urinstinkt vi ALLE har, nemlig viljen til sejr og overlevelse.

Så med viljen til sejr, troen på mirakler og ikke mindst alle de formanende, men stadig velmenende  ord i rygsækken, tog jeg for 10 år siden hul på mit liv som paraplegiker.

Men Livet er jo, som bekendt, ikke altid lutter lagkage og dansen på de tornede roser kan oftest afstedkomme smerte og lidelse. Dette måtte jeg for alvor sande, da jeg, i Oktober 2010 måtte akutopereres. Jeg havde  jo, naturligvis ikke, kunne affinde mig med de gængse aktivitetstilbud kommunen kunne tilbyde fysisk handicappede, og havde derfor, i min stræben efter overlevelse og sejr, slået mig på den sværeste sportsgren af alle, dressurridning. Hesten havde jeg investeret i, og flere års  slid og træning skulle nu udmønte sig i den ultimative drøm; billetten til Para OL 2012.

sår på fødderne

Jeg blev opereret d. 28. Oktober 2010, og efter lægens troskyldige udsagn, dog med vigende nedslåede øjne, kunne jeg formentlig indenfor 4-5 mdr., så småt påbegynde min genoptræning og jagten på en OL billet. Da de 5 måneder var gået, og hullet i min po-po, på trods af intensiv vacuum behandling og adskillige efterindlæggelser, ikke var blevet nævneværdigt mindre, tog jeg sagen i egen hånd……. Jeg kunne simpelthen ikke ligge uvirksomt hen på sofaen længere, og se på, at min, før så veltrænede, krop gik i forfald. Jeg måtte finde et mirakel. For uden troen på et mirakel, intet håb og derved intet liv!!!!!!

Jeg skulle finde en måde hvorved min fysisk svækkede tilstand kunne forbedres, hurtigt og effektivt, samtidig skulle miraklet forøge blodcirkulationen og dermed helingen i min balle og ikke mindst hjælpe mig af med al den ophobede væske som havde bosat sig permanent i mine fødder og ben. Velvidende at ET mirakel, hvor stort det end måtte være, næppe kunne indeholde alle mine utopiske ønsker, allierede jeg med en god ven; internettet.

Efter 5 minutters søgen, faldt jeg over en site med debat om trænings-apparater. Her kunne jeg til min store begejstring erfare at der, som producenten selv benævnte den, fandtes en håndcykel som i daglig tale gik under spasmeknuseren. Her vejrede jeg morgenluft, var dette måske det mirakel jeg ledte efter?????

Hævede fødder

Efter en mere nærgående og intensiv søgen på www.Lemco.dk , fandt jeg præcis hvad jeg søgte, min reaktion var nærmest ekstatisk. Mit hjerte hamrede som en stortromme, tårerne pressede sig på, for kunne det passe……… Den var jo lige der, alt det jeg søgte i én og samme apparat, spasmeknuseren, håndcyklen, Combi Biken, kald den hvad i vil, for mig var, og er den, intet mindre end et mirakel.

Jeg greb i min glæde telefonen og ringede prompte til Lemco, for der skal jo smedes mens jernet er varmt.

Til min store forundring og glæde, blev jeg uden tøven og forsinkelse stillet om til Carsten Lemche, direktøren for Lemco.dk. Han lyttede beredvilligt og ikke mindst oprigtig interesseret i hele min klagesang om vulkanen Etna i min rumpe, langsom heling, store væske fyldte ”elefantfødder” med sår som blev dybere og dybere, spildte tårer og OL billetten som forsvandt ud i horisonten.

45 minutter, og en samtale  senere, sad jeg med en helt fantastisk følelsen af håb.

For  på trods af finanskrise, nedskæringer og kamp for daglig overlevelse, findes der, hvor utroligt det end lyder, dybt empatiske mennesker med hjertet på rette sted, der uden tanke for egen vinding, vil gøre alt for at hjælpe, hvor hjælpen er tiltrængt.

Hævede fødder

Der lå jeg så, på Hjørring sygehus, helt klar til at erobre alverdens 1. pladser med min drømmehest, men eftersom kirurgen havde afmonteret 1/3 af min venstre balle, og mit nyerhvervede sår var lige så omfangsrigt dybt som vulkanen Etna, måtte jeg sande, at jeg måske, i farten havde glemt de velmenende og vise ord om tryksår, senskader og hellige køer…….Ordene ”Det sker aldrig for mig” klingede pludselig meget hult.

Hævede fødder

2 dage senere, modtog jeg, som aftalt med Carsten Lemche, et stk. CombiBike. Og ganske som beskrevet i telefonen, var min nye træningspartner, og vejen ud af fysisk forfald, lynhurtigt samlet og klar til enkeltstart. 8 skruer, og 1…..2….3…. så var fødderne spændt på, og afsted det gik. Jeg havde slet ikke tænkt mig at starte stille og roligt ud, som Carsten Lemche havde foreslået,; ” 20 minutter Henriette, husk nu at din krop lige skal vænne sig til omstillingen”  Ja right, tænkte jeg….så den fik hvad den kunne trække i 20 minutter, 3 gange om dagen ……

Allerede efter de første 200 m kunne jeg mærke en let summen i mine baller. ja jeg kunne jo følge med i hvor langt jeg havde kørt, hvor mange kalorier jeg havde forbrændt og hvor længe jeg havde knoklet på displayet. Da jeg havde tilbagelagt ca. 6 km, måtte jeg lige, med blodet susende i ballerne, køre i pit, for pludselig opdagede jeg en helt anden og uventet effekt.

Mine tarme, som de sidste 5 mdr. havde været sat helt ud af funktion pga. medicin og inaktivitet, begyndte at give livstegn fra sig. Hvor mærkeligt dette fænomen end måtte lyde for mennesker med normalfungerende tarmfunktion, var denne genopståelse endnu en fantastisk gave.

sår mellem tæerne

Combi-Biken, alias Miraklet, blev for mig et uundværeligt  redskab i min dagligdag, den fik fra første øjekast en placering i mit hjem som svarede helt overens med dens betydning for mit ve og vel, nemlig helt centralt. Midt på stuegulvet.

Der stod den og var klar når jeg var klar, morgenhår, nattøj, ildelugtende morgenånde og svedlugt, det var helt uden betydning. Bedre træningspartner skal man da lede længe efter.

Jeg hev og sled mig igennem, mange kilometer og kalorier og de efterfølgende uger. Og resultaterne lod ikke vente længe på sig.

Elefantfødderne skrumpede ind til en normal str. 39 og de dybe sår helede på rekordtid, sammen med min frygt for blodpropper i benene.

Min almentilstand og lungekapacitet blev mærkbar bedre for hver dag, og jeg kunne nu igen udføre dagligdags ting uden at miste pusten.

De slatne armmuskler som efterhånden lignede 2 punkterede balloner,  genvandt deres styrke og jeg var igen i stand til at forflytte mig selv uden fare for faldulykker og nye skader.

Balanceevnen, mave og lændemuskler som efterhånden var en saga blot, var genvundet med fornyet kraft.

En væsentlig faktor når man som jeg jo skal kunne holde balancen, og sidde ret  i en dressursaddel uden at hive hesten i munden. Mine lange og trættende ophold på toilettet pga. af den manglende peristaltik, blev omdannet til korte kontrollerede visitter på ”kontoret”. Sidst men ikke mindst, sårhelingen…… Det altoverskyggende problem, som jo var grunden til min søgen efter et mirakel.

Sår-sygeplejesken og lægen, som jo havde fulgt min mangelfulde og meget langsommelige heling tæt, havde svært ved at tro deres øjne. Pludselig skete der fremskridt, og ikke kun små skridt men store.

Og i takt med tilbagelæggelsen af kilometerne, iltning af vævet i ballerne, øget blodgennemstrømning, og en markant forbedring af min almene sundhedstilstand, er  ”Etna” nu, på rekordtid, svundet ind til et hul på størrelse med en ært.

Og ja…. jagten på den forsvundne billet til OL er, sammen med mit aktive liv, genoptaget.

Hævede fødder

Jo….. mirakler findes, og sker.