Bruger erfaringer vedr. genoptræning og træning med LEMCO Combi Bike

Daglig træning – Else’s erfaringer

Mit største ønske for min datter, som er kørestolsbruger var, at hun kunne få noget træning, da hun er handicappet, og har svært ved at bevæge sig, og det bliver sværere med alderen. Efter en del søgning på nettet fandt jeg Lemco som jeg kontaktede.

Min bekymring var, at vi bor langt fra jer, og der ikke kunne komme en ud og vejlede os. Men fordi I var gode til at vejlede både telefonisk og mail lykkedes det at få et godt træningsredskab til min datter.

Det var muligt, at få byttet den Lemco B´fit mini´en som hun havde fået, men som ikke fungerede for hende, jeg fik mini´en afhentet, derefter fik vi den hjælp telefonisk vi havde brug for og fik tilsendt materiale om LEMCO Combi Bike cyklen, som vi efterfølgende fik.

I dag fungerer det bare fantastisk på hendes arbejde på beskyttet værksted. Hun starter med træningen, når hun kommer om morgenen, tre gange om ugen, personalet hjælper hende i gang, hun hører musik medens hun træner, og de aftaler i fælleskab, hvor længe hun skal træne.
Personalet siger at hun er glad for træningen, glad bagefter, og så kan vi se herhjemme at hun er blevet mere mobil.

Fantastisk at det lykkedes, tak for samarbejdet

Else, Aabenrå, 2015

Knæoperation – Per Hildebrants erfaringer med LEMCO Combi Bike

Da jeg i slutningen af februar 2009 blev udskrevet fra hospitalet efter at have fået indopereret et kunstigt knæled, kunne jeg kun bøje knæet 72 grader.

Man skal som bekendt helst kunne bøje knæet i hvert fald 110-115 grader for at kunne indlede en resultatgivende genoptræning på en almindelig gængs, vertikalt fungerende kondicykel.
Jeg havde på dette tidspunkt knapt nok indledt min genoptræning i et offentligt genoptræningscenter, og følte ikke nogen opmuntrende fremgang med knæets bøjeevne.

Per, København
Læs resten af Per’s historie her

Vandet i benene blev cyklet væk – Henriettes erfaringer

Det sker da ALDRIG for mig”.

”Det sker da ALDRIG for mig”. Lige netop den sætning, fløj gennem hovedet på mig, da jeg som nytilskadekommen paraplegiker sad på Paraplegien i Viborg og fik den obligatoriske formanende brandtale om tryksår, sen-skader og vigtigheden i at passe på sin krop, som var den et tempel eller en hellig ko.

Men alle de velmenende, formanende og ikke mindst lærerige ord, måtte vige pladsen for den ene og altoverskyggende sætning der huserede i min hjerne : ”Det sker da ALDRIG for mig” .

Henriette
Læs resten af Henriettes historie her