Udsendelse om Demens på P1

Demente Liver op med Cykeltræning med LEMCO Activ

Radioudsendelse om projekt: Cykeltræning af demente

Radiointerview med Ledende demenskonsulent Grethe Thesbjerg, Kolding kommune.

RADIOUDSENDELSE OM LEMCO ACTIV OG DEMENTE UDSENDT PÅ DR SEPTEMBER 2001

Medvirkende: Journalist: Nina engell, Social og sunhedshjælper: Trine Stakkelis, Ledende Demenskonsulent: Grethe Thesbjerg

Jeg er i en rigtig hyggelig dagligstue, – og det er ikke blot dagligstue, men også spisestue, og jeg må sige, at jeg er en lille smule overrasket, fordi jeg troede faktisk, at jeg skulle ned i en gymnastiksal, hvor denne træning med el-cykler – eller træning med beboere med den sygdom, der hedder senildemens, hvordan den egentlig foregår.

Og her ved siden af mig sidder Agnes, som er i fuld gang med dagens træning på en el-cykel.

Og Trine Stakkelis du er social- og sundhedshjælper, hvordan foregår det egentlig, dét her?

Jamen det foregår med at som nu her sidder Agnes, der sidder inde i dagligstuen og kigger ud af vinduet bliver sat i hendes lænestol og sat hen til cyklen får fødderne sat op, og cyklen bliver tændt og så kører motoren på cyklen, og så Agnes ben følger med, og så kommer det her med, at har man én gang lært at cykle, så glemmer man det aldrig – så følger benene med.

Så selv om man ikke kan huske så meget mere så kan man alligevel huske noget, når der sker noget fysisk med én?

Ja, det bringer noget fremkaldelse frem, at når benene begynder, så træder man med.

Nu har der været 7 senildemente med i et pilotprojekt, har de alle sammen godt kunne lide det her, eller har de syntes, at det var noget ubehageligt at pludselig kørte benene væk under dem ?

Altså, de fleste har syntes, at det var sjovt – og har grint og moret sig over det, fordi vi har jo siddet omkring dem og hyggesnakket, og vi har fået kaffe og hygget os, mens vi har siddet på cyklen, men selvfølgelig har der været nogen som ikke rigtig kunnet forstå at huske, hvad det vil sige at cykle. Men de fleste har nydt det.

Ja fordi deres fødder bliver jo spændt fast ? Ja, men altså ikke mere spændt fast end, at hvis de vil, så kan de hurtigt tage benene op.

Det vil sige at man ikke er tvunget til at sidde i denne her cykel x-antal timer om dagen, uanset om man bryder sig om det eller ej?

Nej, nej – altså når man først har været i gang i de der 5 minutter de første dage og 10 minutter de næste dage, så er man oppe på 2 x en halv time om dagen, men altså nogen gange vil man måske ikke mere efter kun et kvarter, og så kommer man af cyklen og kommer hen og får lidt saft og går en lille tur, og så kan det være man vil igen lidt senere – der er ingen tvang.

Hvorfor gør I det her?

Jamen det gør vi jo, fordi vi synes, det er smadder spændende som personale, og se at de der beboere, vi går og passer, pludselig fordi de cykler, begynder at kunne flere ting. Vi oplever meget mere glæde og smil, og de kender os, når vi kommer om morgenen. De bliver mere selvhjulpne ved plejen.

Ja for det var det ,jeg sådan egentlig godt kunne tænke mig at sige. Kan du sådan prøve at fortælle, hvordan de så havde det før, og hvordan de så har det efter – kan du prøve at give et billede af det?

Det er jo meget forskelligt, der er jo ingen af vores beboere der er ens. Men altså det vi sådan har kunnet konkludere ud af mange af dem er, at de får et bedre humør, og de bliver fysisk mere mobile altså har bedre ved at gå og fordøjelsen – det er også godt for fordøjelsen at bevæge sig.

Men altså også folk der måske bare har siddet og hængt lidt i en stol og ikke rigtig har kunne se nogen glæde ved livet de, bliver pludselig glade og smilende og deltager i samtaler ved bordet og deltager i ting i det hele taget.

Ja, og så kan jeg jo sige, at det her er et forsøg ,og vi skal høre lidt mere om perspektiverne i det, når Anders har spillet sit musik.

Stille og roligt, cykler Agnes på 82 af sted. Hun sidder godt i sin egen stol, og så har hun nærmest fået spændt en elektrisk cykel på sine fødder og det foregår i et tempo, som Agnes kan følge med til.

Agnes er senildement og er en af de 7 her på plejecentret, som har fået lov til at være med i det her projekt om at få det bedre ved at cykle. Og så er det jo, at jeg undrer mig lidt fordi enhver ved vel, at man får det bedre at af motionere, folk de stæser rundt i skovene, de svømmer, de ror, de spiller håndbold, fodbold og så har vi hende vores Anne Larsen dér, som synes, at vi heller ikke skal have noget fedt og den slags, og vi ved jo godt, at vi får det godt ved både at spise rigtigt og motionere.

Det kan vel ikke undre nogen – kan det Thesbjerg ?

– Nej

Du er ledende demenskonsulent og hvorfor skulle ældre ikke også få det bedre ?

Ja, det er jo netop det, men vi har ikke haft tradition for at tænke i de baner, når vi taler om de borgere, som har været med i vores projekt – altså de borgere som lider af demenssygdom og er meget handicappet af det – altså en sygdom der er langt fremskredet, og der har vi slet ikke haft tradition for at tænke i de baner, hvis der har været problemer med dem, hvis de har være urolige eller haft problemer med fordøjelsen eller ikke sovet godt om natten, så tænker vi i medicin, vi må have noget medicin til dem.

Men meget forskning i de senere år har i den grad peget meget entydigt på, at motion er godt for ældre mennesker, det styrker muskelmassen, det styrker blodgennemstrømning, det vil sige affaldsstoffer, får vi skiftet ud, det vil sige vi får et meget større velvære – præcis de mennesker du omtalte, der løber i skovene som også får et meget større velvære – det samme gælder for de ældre mennesker.

Så derfor har vi gerne villet arbejde med det her projekt for at se om det nu også var rigtigt. Om det som gælder for alle os andre også gælder for de mennesker med en sygdom i så fremskreden grad og det har jo vist sig at være rigtigt.

De får også større velvære, de er blevet bedre til at kunne snakke med medbeboere de tager mere initiativ og så subjektivt set er sproget blevet bedre glimtet i øjet så der er sådan en række både psykiske og fysiske ting som hvor man kan sige at her har de fået det bedre. Og der er brug for at vi udvikler den slags metoder fordi vi har ikke ret mange redskaber at gøre med når vi taler om mennesker der har en demenssygdom, så og de tåler ikke medicinen så godt som yngre mennesker gør f.eks. så at sidde at cykle er uden bivirkninger.

Ja og så oven i købet her i sin egen dagligstue i Olivenhaven i Kolding.

Man skal ikke en gang hen i en gymnastiksal og opline sammen med alle de andre og så bare derudaf… Man kan sidde at se fjernsyn samtidig med man kan sidde og kigge ud i haven.

Ja og man kan gøre det når det passer ind i ens dagsrytme når man er færdig med at spise sin morgenmad eks. eller hvis det er bedre sidst på formiddagen eller først på eftermiddagen eller hvornår det nu er – så kan man tage sig en cykeltur, så der er en meget stor fordel ved at der er de her cykler i omkring de afsnit hvor der er mennesker med en demenssygdom.

Jeg ved der var en hel speciel grund til at I overhovedet kom på denne her tanke at det kunne være med til at forbedre livskvaliteten for de demente, hvad kan vi få den historie Grethe?

Ja det var i midten af halvfemserne . Det var en hustru der passede sin mand i eget hjem han led af den form der hedder en Alzheimers demens, og de var jo vant til at gå ture og han havde været meget aktiv og mobil og han blev dårligere også sad mere i en stol og hang, sov dårligt om natten, fordøjelsen var dårlig han fik væske i benene og en lang række forhold der sådan prægede ham over at han blev mere og mere passiv og stillesiddende.

Og den her hustru sagde vedholdende:Min mand skal have noget træning. Og hun fandt faktisk selv ud af at denne cykel som vi i dag bruger på et center på en messe, og de demenskonsulenter og fysioterapeuter der fulgte træningen kunne efter en måned se mærkbare forandringer.

Han sov bedre, væsken i benene forsvandt der blev bedre farve i benene hans fordøjelse blev bedre og han fik mere sprog og han var mere relevant i en række sammenhænge.

Hans kone var ikke i spor i tvivl om at det sidste år han levede var hans livskvalitet blevet væsentligt forbedret ved den daglige træning.

Og det gjorde selvfølgelig at da vi stod og så at han blev så meget bedre vi tænkte hvad er det der sker? Hvordan kan det være?

Og vi begyndte jo at spørge nogle at de mennesker som er eksperter på området. Og de sagde: det her må I følge op på, vi er nødt til at finde ud af hvordan vi kan bruge den metode. Og det er så det vi har gjort.

Og så er pilotprojektet slut nu hvad er så lige kort her til sidst perspektivet i det ? går det nu i stå eller hvad sker der?

Nej pilotprojektet viste at der er noget ved træningen og det næste vi så gør er at lave et noget større projekt hvor vi skal lave også det der hedder en kontrolgruppe – altså sådan en som træner – også for at se lidt mere på forskellen så vi også kan sige hvor meget betyder træne og hvor meget har den ekstra opmærksomhed betydet ? – om vi kan skille de to ting af.

Så vi har planer om at følge op på det her med et yderligere projekt. Det kommer i løbet af et års tid.

[/one_full]